Ræk mig saltet, jeg er så ked af det!

Da vi flyttede til Danmark, observerede jeg naturligvis min datter nøje for at se hvad der skete med hende. Jeg holdt øje med hende, stillede hende spørgsmål om hvordan hun havde det, og hvad hun syntes om dit og dat. Nogle gange ville hun ikke snakke, og nogle gange åbnede hun op ud af det blå. Det tror jeg alle forældre kender.

Og jeg kunne se at hun forandrede sig. Hun gik fra at være meget et 'Pulsatilla-barn', som er det meget søde barn, der også er lidt pylret og mor-syg til at være lidt mere hård og alvorlig udenpå efter hun blev tvunget til at gå over hendes egne grænser, ved at starte på en ny skole og skulle til at færdes på dansk blandt nye børn. Hun gik desuden fra aldrig at være tørstig til at være meget tørstig hele tiden.

UDVIKLING KRÆVER SIT BARN
Det var hårdt for hende og det var godt for hende. Jeg kunne se hun voksede lidt hver dag. Hun lærte hvordan skolen fungerer, hun fik nye venner, fandt nogle andre børn der taler engelsk, hun blev duks, hun lærte at cykle, var på skoleudflugt, til fødselsdag, byttede madder med de andre i klassen osv osv. Det hele var nyt for hende og det var udfordrende.

REAKTION
Jeg bemærkede også at hun blev ked af det om aftenen, lige inden hun skulle sove. Hun begyndte at græde og fortælle mig om ting der var sket som hun ikke brød sig om; nogen der ikke ville lege med hende og sådan noget. Jeg bemærkede også at hun blev meget vred når hun slog sig bare det mindste.

Alle de her små ting og hele vores situation, fik mig til at give hende en dosis af et homøopatisk lægemiddel der hedder Nat Mur. Det er lavet af noget så simpelt som bordsalt. Og det er et rigtigt godt lægemiddEL til når man er ked af det, men ikke rigtigt kommer af med det. Jeg gav det til hende en aften inden hun skulle sove. Og jeg skulle ikke vente længe på at se effekten af lægemidlet.

Den næste morgen i skolen, var den første gang hun ikke holdt læreren i hånden da jeg gik. Og dagen efter ville hun sige farvel ved cykelskuret og selv gå op. Og jeg tror hun er begyndt at nyde hendes nye frihed i skolen lidt mere nu hvor hun er blevet vant til rammerne. Hun er endda begyndt at snakke om at selv gå i skole om morgenen (så er det vidst mor der skal i behandling lidt først tror jeg!!)

Det kan godt være jeg giver hende en dosis mere, det må jeg lige se. Men vigtigst af alt er naturligvis omsorgen og tiden til at kunne snakke og grine. Og det vil altid være den bedste medicin!

Kærlig hilsen,
Mette

www.mettemitchell.dk